7 fejl, der kan ødelægge en paneldebat
Jeg har set paneldebatter dø.
Ikke dramatisk. Der er ingen, der råber, og ingen, der går fra scenen.
De dør stille. Et sted omkring minut 12 ser man det i salen: Hovedet bliver lidt tungere, og tommelfingeren finder telefonen.
Og det værste er, at det næsten altid skyldes de samme syv fejl.
Venner! Jeg har begået dem alle sammen. Nogle af dem flere gange.
Her er de. Og hvis du kender mindst tre af dem fra din egen konference, så har du et arbejdspapir til næste gang.
1. Ingen er uenige
Det er den klassiske.
Fire personer, der alle mener nogenlunde det samme, og som bruger 60 minutter på at sige “det er jeg helt enig i” og “godt pointeret”.
Det er ikke en debat. Det er et kollegialt knus med mikrofon.
Hvis du vil have en debat, så inviter nogen, der er uenige. Ja, det er ubehageligt. Det er også derfor, folk lytter.
2. For mange på scenen
Fem eller seks panelister lyder som mange perspektiver.
Det er det ikke. Det er fem eller seks mennesker, der skal dele 45 minutter. Regnestykket er brutalt: Det giver 7 minutter hver, hvis moderatoren ikke siger noget som helst.
Tre er rigeligt. To kan være bedre, end du tror.
3. Præsentationsrunden, der æder halvdelen af tiden
“Hej, jeg hedder Lars, jeg har været i branchen i 22 år, og min virksomhed arbejder med…”
Stop.
Salen har programmet i hånden. Giv panelisterne to linjer i introduktionen, og gå direkte til sagen.
De første ti minutter afgør, om folk lytter, eller om de venter på kaffen.
4. Moderatoren er en trafikbetjent
“Tak for det. Og så til dig, Mette.”
Det kaldes ikke at moderere. Det kaldes at dirigere trafik.
En god moderator afbryder, når det trækker ud. Stiller det opfølgende spørgsmål. Og tør sige: “Det svarede du faktisk ikke på.”
Hvis du ikke har brug for andet end en, der sender mikrofonen videre, så kan du lige så godt ansætte en kvik praktikant.
5. Salen er tilskuere
Panelet snakker. Salen lytter. Og til sidst kommer det, vi alle kender:
“Er der nogle spørgsmål fra salen?”
Stilhed. Alle kigger ned i gulvet. Og så rejser den ene mand sig, som altid rejser sig, og holder et indlæg, der ikke er et spørgsmål.
Giv salen en rolle fra start. Live afstemninger, spørgsmål på forhånd eller bare “hånden op, hvis du er uenig”. Det behøver ikke at være avanceret. Det skal bare ske før minut 55.
6. Ingen har forberedt sig
Panelisterne er blevet ringet op to dage før. De har ikke talt sammen. De ved ikke, hvad de andre vil sige, og moderatoren har aldrig mødt dem.
Det lyder som en forglemmelse. Men det er en beslutning, der koster dyrt.
En god paneldebat starter ikke på scenen. Den starter i en 15-minutters samtale en uge før, hvor moderatoren finder ud af, hvad panelisterne brænder for, og hvor de er uenige.
7. Ingen spørger bagefter, hvordan det gik
Debatten slutter. Alle klapper. Og så går man til frokost.
Ingen spørger salen. Ingen spørger panelisterne. Og næste gang gør man præcis det samme.
Det er indtørret vanetænkning i sin reneste form.
Spørg tre i salen og to på scenen: “Hvad skulle vi have gjort anderledes?”
Svarene gør ondt. Og de gør dig markant bedre.
Så hvad nu?
Hvis du har en paneldebat på vej, så tag listen med og sæt kryds ved de fejl, du allerede er i gang med at begå.
Det værste, der kan ske, er, at du retter nogle af dem.
Det værste, der sker, hvis du lader være, er, at folk igen kigger på telefonen i minut 12.
