De syv største dos & don’ts, når du arrangerer en folkemødedebat

Folkemødet nærmer sig, og dermed også de faser af forberedelsen, der reelt afgør, om jeres debat bliver husket. Derfor kommer her en bøn til alle jer konsulenter, chefer og kommunikationsfolk, der lige nu sidder med arrangementerne. For set fra moderatorstolen er der stadig en håndfuld forbedringspunkter, der går igen år efter år. Her er de syv vigtigste.

1. Definér formål og drømmeoutput fra start

Det første spørgsmål, jeg stiller, når jeg bliver hyret som moderator, er: “Hvad vil I have ud af debatten? Hvad er jeres drømmescenarie?”

Det svar, jeg oftest får, er en lang tavshed efterfulgt af kommentaren: “Godt spørgsmål.”

I kan hjælpe jer selv enormt tidligt i processen ved at skrive målet ned i to-tre sætninger, før I inviterer den første panelist. Skal debatten flytte en politiker? Skal den gøre jer klogere på jeres eget standpunkt? Skal den skabe en fælles forståelse mellem to parter, der plejer at tale forbi hinanden? Når det står sort på hvidt, bliver alle de efterfølgende valg — panel, format, spørgsmål — pludselig meget lettere at træffe.

2. Kill your panelists — fire på scenen er rigeligt

Noget af det værste, man kan opleve som moderator, er at få et for stort panel op på scenen. En god tommelfingerregel er, at et folkemødearrangement ikke bør bestå af meget mere end fire personer. Og det er der to grunde til.

For det første lægger folkemødeånden op til, at hver person har tid til at folde sine pointer ud — vi dyrker ikke Debatten-live på Solskinsøen. Har I fire deltagere til en debat på 45 minutter, svarer det i praksis til, at hver deltager får omkring ni minutters taletid, fordi der også går tid med intro, outro og spørgsmål fra publikum.

For det andet betyder for mange panelister, at debatten kommer til at foregå i to tempi. Mens nogen siger noget nyt, sidder andre og venter på at forholde sig til en pointe, en af deres seks medpanelister leverede for ti minutter siden. Det ødelægger dynamikken på scenen, fordi muligheden for den hurtige replik falder i takt med antallet af deltagere.

3. Skriv drejebogen sammen — og lad moderatoren holde pennen

Her har jeg flyttet mig de senere år. Jeg plejede at sige, at moderatoren skulle skrive drejebogen helt alene. Men de bedste debatter, jeg har lavet, er blevet til i et samarbejde — bare et samarbejde med en klar arbejdsdeling.

I har fagligheden, historikken og fornemmelsen for, hvor de ømme punkter ligger hos panelisterne. Moderatoren har dramaturgien, timingen og det udefrakommende blik, der opdager, at det, I synes er indlysende, faktisk er det mest interessante i hele debatten. Ingen af delene kan undværes.

En model, der fungerer godt i praksis:

• Start med et fælles sparringsmøde. En time, hvor I lægger formål, panel, konfliktlinjer og de spørgsmål, I frygter, på bordet.
• Lad gerne arrangøren skrive et første råudkast. I kender fagligheden og historikken bedst, så det er helt fint, at I samler jeres viden i en skitse til rækkefølge og spørgsmål.
• Men lad moderatoren gøre den til sin egen. Det afgørende er, at moderatoren ikke bare leverer udkastet tilbage med et par rettelser, men reelt bygger videre på det — omskriver, stryger og tilføjer, indtil dramaturgien, timingen og formuleringerne er ordstyrerens egne. Det er i den proces, moderatoren for alvor reflekterer over strukturen og finder de nedslag, der driver debatten fremad. En drejebog, moderatoren bare læser op fra, uden selv at have arbejdet den igennem, kan publikum høre.
• Giv ærlig modstand på den næste version. Ret fakta, udfordr rækkefølgen, sig til, hvis et spørgsmål rammer skævt. Men lad være med at skrive friktionen ud af drejebogen, fordi den føles ubehagelig. Det er som regel netop der, debatten opstår.
• Tag en fælles gennemgang før generalprøven. Så I begge kender planen — og planen B.

Kort sagt: drejebogen skal ikke bare skrives in house og afleveres til moderatoren som et facit. Og den skal heller ikke skrives i et vakuum af en moderator, der aldrig har talt med jer. I lægger gerne det første lag, men det er moderatorens arbejde at gøre drejebogen til sin egen.

4. Insistér på, at moderatoren for-interviewer debattørerne

Man får simpelthen en tusind gange bedre debat, når moderatoren har talt i telefon med panelisterne først. Ti minutter pr. person er nok. Det afdækker, hvor de reelt er uenige, og — mindst lige så vigtigt — hvor de kun tror, de er uenige.

Der, hvor det ikke er realistisk, er, når deltagerne er fra øverste, øverste, øverste hylde. De har sjældent tid, og de er garvede nok til, at de fanger, hvor moderatoren er på vej hen.

5. Kom i gang i ordentlig tid

Jeg er ked af at sige det, men det der med at forløse folkemødearrangementet i maj er simpelthen for sent.

En god debat er som en eksamen. Er du velforberedt, bliver det garanteret godt. Kommer du valsende ind i eksamenslokalet uden at have læst halvdelen af pensum, fejler du med stor sandsynlighed.

Så tving jer selv til at have debatten på plads minimum to måneder før Folkemødet, hav det endelige udkast til drejebogen klar en måned før, og husk at sende den til panelisterne, så de kan nå at reflektere over pointerne. Når jeg selv er panelist, ligger kommende debatter ofte i baghovedet, og jeg samler pointer sammen, hver gang jeg støder på en interessant artikel eller hører en god vinkel.

6. Inddrag publikum — og tør prøve formatet af

Folkemødet er en gave, fordi der er så mange gode publikummer med skarpe spørgsmål. Og så er det oplagt at afprøve nye formater.

Eksperimentér for eksempel med den omvendte debat, hvor et klassisk panel i ti minutter skal lytte til nogle unges tilgang til emnet. Bed panelet om at forberede spørgsmål til publikum i stedet for omvendt. Eller lad moderatoren spørge, om nogen i salen selv har erfaringer med — for eksempel — psykiatrien og vil dele en kort pointe. Det åbner nogle gange for en helt anden type samtale, der både kan være rørende og faktisk rykke panelets holdninger.

Desværre møder man stadig arrangører, der opfatter publikumsspørgsmål som noget, der skal overstås eller pakkes væk til sidst. Vi er på Folkemødet. Måske skal man ikke være så bange for folket.

7. Stop med at gøre debatten til et maskeret PA-fremstød

En folkemødedebat kræver, ja, debat og friktion. Husk, at uenighed gør os klogere på nuancerne — og på hvorfor jeres mærkesag ikke for længst er indført.

Desværre hænder det, at organisationer og virksomheder er mere interesserede i at få bestemte magthavere i tale og derfor sammensætter panelet, så arrangørens behov bliver dækket, i stedet for også at skabe den interessante samtale.

Hvis I ikke er interesserede i debat, så lav et andet format. Lav en talk, en idékonkurrence om løsningen på jeres problem eller noget helt tredje. For en debat uden friktion er lige så appetitlig som smørrebrød uden pålæg. Og det vil man nødig huskes for.